Vi kan ikke ’anerkende’ islam

– For islam er en modsigelse af det, vi selv tror på. Men vi skal elske muslimerne, sagde biskop Steen Skovsgaard i sin gæstetale på Sudanmissionens årsmøde i Haslev. Her lagde han også vægt på forbønnens afgørende betydning i alt missionsarbejde.- Vi skal ikke ”anerkende islam” – men vi skal elske muslimerne.Sådan sammenfattede biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters stift, sin holdning.
Han kommenterede det forsøg på en opblødning af Den Augsburgske Bekendelse, som et arbejdsudvalg under Det Mellemkirkelige Råd netop er kommet med.
I notatet nedtones fordømmelserne over for islam. I stedet opfordres der til dialog.
Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 er et af Folkekirkens officielle bekendelsesskrifter og fastslår i 28 artikler den lutherske kirkes tro.
Her tages klar afstand fra jødedom, islam og andre navngivne ”kætterier”.
Det er disse ”fordømmelser” af bl.a. islam, der har fået nogen til at ønske en nyfortolkning af skriftet.

Men det er ikke den rigtige måde at møde den store udfordring fra islam på, mener biskop Skovsgaard.
På Sudanmissionens årsmøde i Haslev sagde han:
– Jeg mener, det er vigtigt at forstå, at fordømmelse her ikke er at tage afstand fra muslimerne, men fra islam.
Muslimerne skal vi elske og møde med respekt, kærlighed og åbenhed. Men islam skal vi afvise, fordi det er en modsigelse af det, vi tror på.
– Hvis vi skal ”anerkende islam”, skal vi så også anerkende Muhammed?

– Det er vigtigt, at vi ser forskellene i øjnene, mente Steen Skovsgaard.
– Der er andre, der lægger mere vægt på lighederne. Men hvis vi snakker meget og længe om lighederne, så forplumrer det så meget, at vi ikke rigtigt ser, hvad der er forskellen på vores Gud og deres.
Steen Skovsgaard nævnte også spørgsmålet om, hvorvidt de kristne og muslimerne tror på samme Gud:
– Det har forbavset mig, at mange missionærer uden videre siger: Ja, det er samme Gud, for der er kun én Gud.
Jeg kan godt forstå, hvad der bevæger til at svare sådan.
Jeg har heller ikke lyst til at sige til muslimerne, at deres Gud ikke er min Gud.
– Men hvis det er samme Gud, hvorfor modsiger han så sig selv ved at sende Koranen 600 år efter Jesus?
For der står jo i Koranen, at Jesus ikke døde på korset.
Muslimen vil svare: Det er fordi Ny Testamente er forfalsket, sagde Steen Skovsgaard, som ikke kunne tage det svar seriøst.

Men Skovsgaard var enig med missionærerne i, at der skal drives mission blandt muslimer, og han bemærkede, at det i dag er blevet lettere at tale om mission end før.
– Det er ikke længere odiøst. Alle taler om mission. Selv de grundtvigske. Tidehverv er helt vilde med mission!, ironiserede Skovsgaard. (Tidligere var mission nærmest et fy-ord i grundtvigske kredse.)

– Hvordan starter missionen? Den starter med, at man giver noget. At man ofrer noget og begynder noget i det små, sagde biskop Skovsgaard og nævnte, hvordan han selv som ung præst i Gellerup ved Århus var blevet involveret:
– Jeg havde ingen erfaring med mission eller islam. Det var to emner, som jeg netop havde undgået hidtil…
Men på grund af de mange muslimer i Gellerup sogn kom jeg på en konference i Chicago.
Her fortalte de mig, at der var 60 nationaliteter inden for én kirkes område i Chicago. Det samme har i mange år været tilfældet i Gellerup.
– Vi siger, det er Guds vilje, sagde amerikanerne.
– Gud har i sin storhed vendt udviklingen, fordi vi har været for dovne til at gå ud i alverden. Nu kommer verden i stedet til os. Vi behøver ikke dyre rejser – vi kan gå ned på gaden.

Midt i halvfemserne blev der så holdt en konference med missionsselskaberne om mission i Århus.
Her udfordrede jeg derfor Sudanmissionen til at sende en missionær til Gellerup!
– Jeg vil gerne betale rejsen, bemærkede Steen Skovsgaard med sit velkendte glimt i øjet. Men daværende generalsekretær Mogens Mogensen gjorde alvor af det. Tre uger efter ringede han og sagde, at Sudanmissionen ville sende missionær Lillian Risum i tre år. Hun skulle dog kaldes ”islam-konsulent”.
Derudfra opstod Kivic – Kristent Informations- og Viden Center om islam.

– Jeg ser udfordringen fra islam som sandpapir for troen, sagde Skovsgaard.
– Man kan også sige det med Luther: ’Islam er Guds ris til en lunken kristenhed.’
Forestil dig, at Gud sidder i sin himmel og tænker:
Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg vække dem?
Jeg tror, jeg sender Islam, for så skal de nok vågne op!
Og sådan har jeg også selv oplevet islam. Islam sliber det unødvendige af, men viser også, hvad der er uopgiveligt i vores egen kristne tro.
Skovsgaard fortalte om en enlig mor, som han ved dåben af hendes barn havde opfordret til at læse bibelhistorie og bede med barnet. Hun havde tydeligt givet udtryk for, at det ville hun i hvert fald ikke.
Da han skulle døbe det næste barn, fortalte hun, at hendes datter var kommet hjem fra børnehaven og havde vist en tegning af en kirke.
– Men tegningen viste i stedet en muslimsk moské med minaret og halvmåne…
Det fik moderen til at vågne op. Hun besluttede at læse Børnebibelen for datteren.
For hun ville ikke have, at datteren blev muslim…

– Der er ingen muslim, der er blevet omvendt til kristendommen, uden at der er blevet bedt for ham, citerede biskoppen den tidligere missionær i Gellerup.
– Det vigtigste missionsarbejde er det stille, usynlige arbejde med at bede for muslimerne og for missionen. Og det gør ikke noget, at man er svækket og magtesløs.
Biskoppen læste et brev op fra en ældre kvinde, der fortalte om forbøn:
”Vi er 6-7 piger – alle over 70 – som samles hver ugedag i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark; og dem ude i verden, der bliver forfulgt på grund af deres tro på Jesus. Ja, der er såmænd emner nok i avisen. Vi be’r om, at vi kristne må være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i den tid, vi lever i. Vi beder meget for folk i høje stillinger. Deriblandt vores biskop med familie.
Vi er ganske vist en ynkelig flok. Vi er alle over 70. En er næsten blind. En har Parkinsons sygdom. Vi er to, der har sclerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu. To har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i ti år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.”

– Ellen Lisner fortæller om en præst, som havde været til sin afskedsfest. Det var gået rigtigt godt i sognet. Da han kom hjem, ringede telefonenen. Det var én, han ikke kendte. En Maren i Kæret. Da han besøger hende, viser det sig, at hun i alle hans aktive år kun har kunnet ligge ned. Men hun har ligget og bedt – for præsten – hver gang kirkeklokkerne lød.
– Så forstår han, at det er det, der har været ”drivremmen” i alt hans arbejde.
Og nu, da han selv skal pensioneres, forstår han, at han i virkeligheden er blevet forfremmet til noget endnu vigtigere – nemlig at gå i forbøn for andre.